Svoboda | Graniru | BBC Russia | Golosameriki | Facebook

onsdag den 27. marts 2013

Familien Ugle

Da jeg lavede frugtposer til børnene var jeg i Panduro og købe bånd til dem. Der fandt min søster en pakke med hama mini perler med ugler.Ugler i mini perler De var så fine så dem måtte jeg naturligvis have med hjem. 

Børnene elsker at lave perleplader og er rigtig gode til det. Lige for tiden laver Liva flag, det er åbenbart hittet :) Alfred er mere til det abstrakte ;) Mit strygejern er pist væk, har ledt alt igennem to gange og det er bare ikke dukket op, så jeg købte et nyt den anden dag, perlerne skal jo stryges. Fandt et i bilka til bare 80 kr, det er ikke så stort men helt perfekt til perler. Det varmer lynhurtigt op så det tager ingen tid at stryge perler. 

I går gik jeg så i gang med uglerne, det tager lidt tid når det er mini perlerne men det er nu meget hyggeligt at sidde med. På pakken var der vist to store og to små ugler, men der er flere perler så jeg har lavet to store og tre små og kan lave et par stykker mere af de perler der var i pakken. 

De er nu blevet strøget og hængt op i min gang. De er super fine over mit lille bord og det er rart at få lidt farve der ud. 


Jeg elsker ugler og har gjort det længe, så det er super at de er så meget fremme. Har efterhånden en del, så mange at Liva helt nægter alt hvad der er med ugler. Tror det er i ren trods over jeg godt kan lide dem. Hun er så vild med alt med dyr og især heste er et stort hit. Har også købt lidt nyt tøj til hende i dag, en bluse med en kanin og en kjole med heste på. Er sikker på hun vil elske det :)

tirsdag den 26. marts 2013

Min have

Efterhånden er alle danskerne vist trætte af vinter og frost. Jeg synes vinteren har været lang og meget kold, glæder mig virkelig til noget varme og forår men ser ikke lige ud til vi får det inden for de næste uger. 

I søndags var vi i bilka hvor jeg bl.a. var i haveafdelingen. I deres reklame var der stenbedsplanter til bare 5 kr. stykket og dem ville jeg gerne have nogle af. Har en stenkant hvor de ville være fine så håber det bliver godt når de en gang kommer i jorden. Købte to forskellige slags, en med lyserøde blomster og en med hvide blomster. De havde også nogle med lilla blomster som var fine men alle de planter så meget døde ud så dem må jeg finde en anden dag. 


Nu står planterne i mit skur, der må de bo til vejret bliver til at plante. 

I reklamen havde de også en fin lilla blomst, en kobjælde. I butikken havde de den i tre forskellige farver; lilla, rød og hvid. Jeg måtte have to med hjem, en rød og en lilla. Nu er de også bosat i skuret til de kan komme i haven. Glæder mig til at se hvordan de bliver, på billedet ser de rigtig fine ud. 

Jeg har i eftermiddags været ude i solen og plante lidt påskeliljer i krukkerne udenfor. De var så triste at se på så nu er der lidt forår foran døren :)

Netto kup og påske

Min lokale Netto har ofte rester sat meget ned. Jeg har gjort nogle gode kup og min mor kalder mig nogle gange for Nettokrejleren :) 

I går var jeg i Netto og handle på vej hjem efter at have afleveret børnene. De havde sat en rodekasse frem og den måtte jeg da lige kigge i. Der var tandbørster, creme, shampoo osv. Fandt en 2i1 shampoo med Hello Kitty til Liva til 5 kr. Hun er stor forbruger af shampoo så dejligt med noget billigt. I bunden af kassen var også maybeline mascara til 5 kr. Snuppede de to der var, altid rart med et par stykker på lager :) 

I skolen og børnehaven har de lavet en masse forskelligt påskepynt, bl.a. kyllinger og der er blevet sået karse. Liva fik sin karse med hjem i fredags, den er super fint lavet og selv om den mistede et øje på vej hjem så var hun meget stolt. Vi har limet øjet på igen, kan ikke have enøjede kyllinger :)

I dag har jeg været ved frisør, det var tiltrængt, mit hår er altid langt når jeg skal til frisør så der er rigeligt at klippe af. Har stor tiltro til frisøren så hun klipper bare og hver gang er det super fint det hun får lavet. Jeg bliver klippet hver 8. uge ellers er det slet ikke til at styre, sådan er det at være korthåret. 

lørdag den 23. marts 2013

Fredagshygge

I går havde vi en super hyggelig fredag. Børnene ser altid frem til det er fredag, så er der nemlig Disney sjov og fredagsslik :) 

Inden vi nåede til Disney sjov skulle vi have aftensmad, børnene havde ønsket pasta så jeg havde fundet en ny opskrift på et pastafad, dog ændrede jeg lidt i det så det passede til os. 

Børnene var desværre ikke så vilde med det, jeg synes det var lækkert og glæder mig til at spise resterne af det. Vi fik et flüte til, det synes børnene passede til. Man kunne også sagtens få en grov salat til. 

Efter Disney skulle der ses x fakta som Alfred kalder det. Liva hæppede på de fire unge drenge, dem har hun holdt med hele tiden. Vi sendte også en sms så vi var med til at stemme. 

Liva var meget skuffet over de kun blev nr. 3. De skulle have vundet :( Alfred faldt i søvn kort efter x fakta var begyndt, efter lidt tid ville han sove i armene på mig, selv om han snart er 4 år så er han en vældig stor puttehøne :) 


søndag den 17. marts 2013

Sagaen om Isfolket

Jeg har de sidste år været i gang med en lang bog serie. Der er 47 bøger i serien "sagaen om Isfolket", så det tager sin tid at komme igennem. Jeg har kun læst 4-5 af bøgerne om året, så har jeg lige som fået min "dosis" af serien. Der er jo også mange andre gode bøger som skal læses. 

Sidste år blev det ikke til så meget læsning af serien men den er bestemt ikke glemt. 
I fredags fandt jeg så næste bog i serien i min reol og den har jeg læst færdig i dag. Rigtig god bog, det er nr. 29 i serien og den fangede mig rigtig meget. Nu skal jeg så bare læse videre og finde ud af mere om de spændende personer :)

På bogmessen sidste år var jeg så heldig at møde forfatteren bag bøgerne, en herlig dame som på trods af sin alder på næsten 88 gerne stillede op til autografskrivning. 
Margit Sandemo har også skrevet et par andre serier, dem har jeg endnu ikke læst, har de første 4 bøger i serien "heksemesteren" så de skal læses når Isfolket er læst. 

Denne bog var bog nr. 20 jeg har læst i år, så jeg er stadig en del foran. Har virkelig fået lysten til at læse og det er rart at kunne fordybe sig i en god bog. 

lørdag den 16. marts 2013

De urørlige

Sidste lørdag var jeg sammen med to dejlige damer. Vi har gået i skole sammen da vi tog uddannelsen som sundhedsservicesekretær og ses stadig, det er super hyggeligt. Denne gang var vi i Svendborg hos Helle. 

Helle fortalte om filmen "de urørlige", en film hun klart kunne anbefale og det hun fortalte om den gjorde mig meget nysgerrig. Så da jeg var hjemme igen måtte jeg finde ud af hvad det var for en film. 


Jeg fik min mor med på ideen om at vi skulle se den i bio og det kunne så blive i denne weekend så vi havde planlagt vi skulle se den søndag eftermiddag. 

I går efter Rice lagersalget tog min søster og jeg ud til mine forældre, vi skulle så lige handle så gik en tur til Super Best. Der så jeg de havde filmen "de urørlige" liggende til salg til 159 kr. Så vi blev enige om at købe den også lave hjemmebio i stedet for at tage afsted i morgen. Filmen kommer ellers først til salg fra på tirsdag så det var en fejl de havde dem, men det gjorde vi ikke opmærksom på nu hvor det var til vores fordel :)



Vi har så set filmen i eftermiddags, og hvilken fantastisk film. Den var sjov, rørende og meget tankevækkende. Jeg skal helt sikkert set den igen, den havde så mange gode scener og elementer som virkelig fik en til at tænke sig om. 


Filmen handler om en ung arbejdsløs mand som for at få sin bistand skal have tre underskrifter på jobs han har søgt. Han søger job hos en mand som er lam fra halsen og ned. Det bliver så til at manden vil ansætte den arbejdsløse en måned på prøve og det går han med til. 

De får et fantastisk samarbejde fordi den unge mand ikke har medlidenhed med den handikappede men behandler ham som alle andre. Bl.a. rækker han ham mobilen da den ringer :)

Som Helle kan jeg klart anbefale filmen, den er super god. Var godt nok lidt skeptisk da det er en fransk film. Selv min søster som ikke var meget for at se den når den var fransk synes også den var god :)

fredag den 15. marts 2013

Rice lagersalg

Jeg har i flere år gerne ville til Rice lagersalg men er ikke kommet afsted når det har været afholdt. 

I år skulle det så være og min søster ville gerne med. Det var rimelig nemt at finde og der var fin parkering til dytte :) 

Mennesker var der en del af men ikke flere end vi godt kunne gå rundt og kigge på tingene, de var ok opdelt og der var priser på det meste. 

Jeg fik købt lidt forskelligt til nogle fine priser. Desværre var der ikke alt det jeg gerne ville have haft men det var ok, det er jo trods alt lagersalg.

Billederne her under har jeg fundet på nettet, mine ting står pakket sammen endnu. 

 Fin lang tallerken til kage/frugt 
Købte to stk af de fine tallerkner

Ny vasketøjskurv

Klemmer til vasketøjet

Små bokse til børnenes madpakker

Disse tallerkener købte jeg tre af i tre forskellige farver

En regnmåler måtte jeg også have med hjem i fin lyseblå og med pink glas
En kæmpe fejebakke i den fineste blå farve. 

Der ud overkøbte jeg også en smart spaghetti ske og nogle nissekrukkefødder til min mor. 

Det har været sjovt at være til, en god oplevelse. Om jeg kommer igen en anden gang ved jeg ikke, men det var ok i dag. 

torsdag den 14. marts 2013

Konfirmationskort og cykeltur

Jeg har i år lavet en del konfirmationskort. Det har været rigtig hyggeligt og de er alle meget forskellige. Nogle er specielt ønsket i farver eller motiv men de fleste er lavet ud fra hvad jeg havde lys til. 





 Jeg har også haft bestiling på et kort til en dame der bliver 50. Det måtte jo så også lige laves og synes denne tekst passede rigtig godt til. 

Det blev også taget godt imod af hende som havde bestilt det, så det var kun dejligt. 
Vinteren er her stadig, havde ellers håbet på forår men det ser ud til at det må vi vente på lidt endnu. De lover snestorm i næste uge, det kan vi altså godt undvære. 
Tirsdag da jeg hentede børnene var det super lækkert vejr, vi nød cykelturen hjem, Alfred skulle lige spise sit knækbrød på vejen. Han kan sagtens spise selv om han cykler. 

Da vi kom hjem var det kun for at hente cykeltraileren og lidt forsyninger til en cykeltur. Liva ville gerne ud og cykle lidt så vi kørte en tur. Det blev en lidt længere tur end planlagt. Vi cyklede næsten 10 km og så flere traktorer, tog og en masse biler. Alfred hyggede sig i traileren, han er endnu for lille til sådan nogle ture, men Liva er så sej til det. Når foråret kommer skal vi helt sikkert afsted på nogle flere ture, hun nyder det så meget og er så stolt over hun kan cykle så langt. Det blev til 14 km for hende i tirsdags, hun havde også cyklet til og fra skole inden vi tog turen om eftermiddagen. 

søndag den 10. marts 2013

Muffins




I dag har vi haft gæster så efter morgenmaden bagte vi muffins. Børnene hjalp som altid til, de elsker at være med til at lave mad og bage og er efterhånden rigtig gode til det. 

Opskriften er en gammel en som jeg har bagt mange gange. De er nemme at lave og når de er bagt er de sådan lidt konfekt agtige. 


Her er opskriften: 

200g chokolade
200g sukker
200g margarine

Disse tre ting smeltes sammen

100g havregryn
100 g mel

Tilsættes chokoladeblandingen. Dette skal så køle lidt af.

3 æg tilsættes den afkølede blandning.

Dejen kommet i 20-24 muffinsforme som bages 12-15 min ved 175 grader. 



Vi måtte også ud og have noget friskluft i dag, det er godt nok meget koldt, sneer og blæser men et par km blev det da til. Liva på rulleskøjter og Alfred på løbecykel. Han er så glad for den nye løbecykel og kører super fint på den. Nu forsøger vi at få varmen igen, børnene ser "min søsters børn i Egypten" det er den nye favoritfilm. 

Knækbrød

I sidste uge fandt jeg nogle knækbrødsblandinger i kvickly. Købte de to slags de havde og i går måtte de så prøves. 

Det er disse: Knækbrødsblanding


Børnene rørte hver sin portion og det gik fint med at få det rørt sammen og rullet ud. Børnene havde ingen problemer med det og kunne stort set lave det hele selv. 

Begge slags blev rigtig gode og det var super nemt at lave, så skal man ikke købe en masse forskellige frø og kerner for at bage knækbrød men blot sådan en pose også tilsætte de sidste ting selv. 

Mormor var på besøg i går og børnene ville gerne stå på rulleskøjter. Alfred har endnu ikke lært det men øver sig så mormor måtte med ud og træne med ham. Liva er en god læremester og viser gerne hvordan man gør så inden sommeren kommer skal han nok få det lært. 


fredag den 8. marts 2013

Kreative Liva

Liva har de sidste dage ønsket at prøve at sy på symaskinen. Den har stået på spisebordet så den er da spændende. 

I eftermiddags overgav jeg mig så og vi fik klippet til en frugtpose. Hun syede med lidt hjælp det hele selv og valgte også selv stof og bånd til den. Den blev faktisk rigtig fin og hun ville gerne lave endnu en. Den skulle så være større så den kunne bruges til hendes hunde-bamse. 



Den blev lavet i stof med cupcakes på, noget stof som jeg købte for flere år siden, har syet en kjole til hende i stoffet da hun var mindre. Nu var det så lige det hun forelskede sig i, da hun skulle finde stof. 

Da Liva var færdig fik jeg syet bukserne til Alfred færdige, skulle lige have målt hvor meget elastik der skulle i livet inden de kunne blive helt færdige. Alfred fik øje på stoffet med de grønne æbler og sådan nogle bukser ville han da også gerne have. Så jeg skyndte mig at klippe til et par og fik dem syet mens børnene så ramasjang. 

De er blevet vældig fine, er ikke den store syerske men synes det er sjovt at lave lidt og børnene er så glade for det jeg laver. Nu ønsker Liva sig en nederdel så det må jeg se om jeg kan finde et mønster på. 

En blandet landhandel

Mandag da jeg hentede Alfred var jeg spændt på at se hans tå. Efter 6 dage sådan den sådan ud: 

Han er slet ikke mærket af at tåen er brækket. Han kan løbe, cykle og lege som altid og piver ikke over det. Den anden dag havde en pædagog trådt ham over tåen og han havde bare sagt "er du sød at flytte dig"


Mandag stod også på besøg hos lægen til regulering af medicin og en tur til ørelægen til kontrol så det var lægedag som Alfred kaldte det. 


Vejret var rigtig fint så vi var i haven da Liva var hentet. Børnene tegnede med kridt og jeg rev blade sammen. Liva lavede dette søde "maleri" på fliserne. <3



Tirsdag havde mormor fødselsdag så vi var på besøg. Det blev til leg i haven efter vi havde spist kage. Gizmo skulle også være med :)
Mormor skulle også have blomster så Liva og jeg var i blomsterbutikken. Liva forelskede sig i  disse får som mormor bare SKULLE have. Så mormor fik endnu en gave. Det klager man da ikke over :)

Alfreds morgenhilsen til mormor. Han mente også vi skulle sætte flag ud og synge fødselsdagssang i børnehaven ;)




Livas nye sko. Hun er super glad for dem og har selv bundet dem :) Jo mere glimmer og bling bling jo bedre i hendes verden så disse sko passede lige til hende. 


Alfred hjalp mig i haven, der lå fliser og sten på græsset så han brugte sin lille vogn til at køre dem væk og lave en fin stabel så de ikke ligger hvor vi skal gå. 

Liva har været syg to dage med migræne. Efter at have været hos lægen måtte vi på jagt efter solbriller så hun kan være ude i solen uden migrænen bliver værre. Hun valgte selvfølgelig nogle med glimmer og perler på :)