Gerundiv
Latinsk gerundiv er en infinit verbalform (nogle kalder den en af verbal-moduserne), der står adjektivisk (den kan ikke stå alene).[1] Den fortæller om noget, som bør gøres, og kan derfor også kaldes: futurum participium i passiv (fremtids tillægsmåde i lideform).[2] Det bøjes som et adjektiv efter 1.-2. bøjning,[3] altså sådan her:
Maskulinum singularis nominativ: verbets stamme+nd+us, vokativ: ...e, akkusativ: ...um, genitiv: ...i, dativ/ablativ: ...o. Pluralis nominativ/vokativ: ...i, akkusativ: ...os, genitiv: ...orum, dativ/ablativ: ...is.
Femininum singularis nominativ/vokativ: ...a, akkusativ: ...am, genitiv/dativ: ...ae, ablativ: ...a. Pluralis nominativ/vokativ: ...ae, akkusativ: ...as, genitiv: ...arum, dativ/ablativ: ...is.
Neutrum singularis nominativ/vokativ/akkusativ: ...um, genitiv: ...i, dativ/ablativ: ...o. Pluralis nominativ/vokativ/akkusativ: ...a, genitiv: ...arum, dativ/ablativ: ...is.
Engelsk gerundiv er betegnelsen på ing-formen anvendt adjektivisk, hvorimod den substantiviske anvendelse kaldes gerundium,[2] og en fællesbetegnelse er: the gerund.[4]
Flere danske fremmedord er latinske gerundiver, f.eks:
- Konfirmand: En, der skal konfirmere (bekræfte) sin kristne tro.
- Legende: Det, der skal læses (oprindeligt om fortællinger om de første kristne; især martyrer).
- Agenda: Det, som skal ageres/gøres, dvs. dagsorden.
- Observand: En, der skal observeres (af en observant).
- Amanda: Hende, der skal elskes.
- Miranda: Hende, der skal beundres.
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ https://denstoredanske.lex.dk/gerundiv
- ^ a b Franz Blatt: Latinsk Syntaks i Hovedtræk. 1946. §283 m.fl. Blatt ser gerundiv og gerundium som samme form, der imidlertid kan anvendes adjektivisk eller substantivisk. https://bibliotek.dk/materiale/latinsk-syntaks-i-hovedtraek_franz-blatt/work-of%3A870970-basis%3A08115877?type=bog
- ^ Povl Hyllested & Ulf Østergaard: Latinsk Grammatik. 1966. https://bibliotek.dk/materiale/latinsk-grammatik_p-hyllested/work-of%3A870970-basis%3A01433423?type=bog
- ^ Mange grammatikere forstår gerund som gerundium og bruger present participle om gerundiv, men det vedrører funktionen som substantiv eller adjektiv, for formen er i begge tilfælde -ing-formen af verber. https://www.ef.com/wwen/english-resources/english-grammar/ing-forms/