Tekst-tv

Fra Spademanns Leksikon, den både frie og sande virkelighed
Spring til navigation Spring til søgning

110 SL S110  fre 01 maj   08:09:10
Spademanns leksikon  TEKST-TV      
Tekst-tv er en mulighed for at få bogstaver til at fylde fjernsynet. Teksten er ofte ufattelig langsom til at komme frem og er ofte yderst uinteressant (især når den selv synes, man ikke får nok at vide og så vil have, at man skal gå på Internettet, men så står der bare ikke en skid mere, når man så har fundet det). Du kan desuden spilde dit liv med tekst-tv ved at prøve at bladre alle siderne igennem. Tekst-tv viser for eksempel, hvad der bliver vist lige nu (eller dengang det gik i stå), undertekster, der ikke har ordentlige Æ, Ø eller Å'er, og en masse andet.


Udseende[redigér]

Tekst-tv har for det meste den samme skrift, noget der ligner noget fra en gammel spillekonsol fra midten af 1980'erne, nogle gange med andre farver eller størrelser (der findes en knap til at gøre teksten dobbelt så stor, hvis du er en halv-blind pensionist). Nogle fjernsyn har desuden en funktion til at skifte mellem østeuropæisk og vesteuropæisk tegnsætning (jeg har ingen anelse om, hvor Danmark er). Men der er næsten ingen forskel, nogle få tegn, vi alligevel sjældent bruger, bliver til nogle andre tegn, vi endnu sjældnere brugere (eller omvendt). De nye digital dekodere bruger en anderledes skrift. Den er utrolig grim, det ligner bare at den sorte baggrund er ved at drukne bogstaverne, så man ikke rigtig kan læse noget.

Teknikken bag[redigér]

Når du via fjernbetjeningen har tastet nummeret ind på den side, du vil se, lægger et kredsløb i tv-et cirka 10 til og begynder søgningen derfra. Når siden så omsider er fundet, vises den med en manglende linje i nederste halvdel og enkelte bogstaver erstattet af sære tegn. Når du så har læst teksten og gættet dig til, hvad der skulle stå, kommer den rigtige udgave frem. Fjernsynet gemmer i øvrigt ofte de næste sider, hvis du vil læse dem. Eneste undtagelse er fjernsyn på hotelværelser m.m. De gemmer kun flere sider, når du er ude, men når du sidder hele aftenen på værelset og er løbet tør for en god bog, og der ikke er noget attraktivt på de få kanaler til rådighed, så slår en avanceret sensor gemmefunktionen fra.